Ukrainebrød og boller
Ukraine er et land, hvor det meste af landet er dækket af steppe, kun afbrudt af lave højsletter og bække. Den nordlige del omfatter en del lave sumpe, hvorimod den sydlige del består af lavt kystland langs Sortehavet.
Det interessante for os brødbagere og brødspisere, er det centrale Ukraine, som omfatter Dnepr-lavlandet og højsletten. Øst delen omfatter Don-dalen, hvor de har nogen af verdens bedste betingelser for dyrkning af brødkorn. Sletterne omkring Don-floden har et af de dybeste muldlag i verden, helt op til 70 cm er der målt, det giver en meget frugtbar jord, med en høj dyrknings procent af specielt hvede og majs.
I dette smukke land, hvor der spises en del brød, må brødet gerne have god lang holdbarhed, da der ikke bages brød hver dag. Ukrainebrødets holdbarhed skyldtes bla. det gode økologiske hvedemel, og sigtemel, hvor alle skaldelene er bevaret. Dette er den korrekte opskrift på brødet, som jeg har fået af en person, der var under uddannelse på Kofoeds Skole.
Når jeg bager efter denne dejlige opskrift, bliver det som regel til både brød og boller.
Ingredients
Vareforbrug
| 30 g gær |
| 5 dl lunkent vand |
| 1 spsk. groft salt |
| 50 g olie eller smør |
| 200 g sigtemel |
| 650 g hvedemel |
Ukrainebrød og boller Directions
- Gæren smuldres ud i 2 dl lunkent vand.
- Lad blandingen stå et øjeblik
- Yderligere 3 dl lunkent vand røres i.
- Olie/smør og salt kommes i.
- Melet kommes i lidt ad gangen og ikke mere end brødet kan tage.
- Æltes godt igennem og gerne på maskine.
- Stilles lunt og tildækket til hævning 1.1/2 - 2 timer eller til dobbelt størrelse.
- Hældes ud på et meldrysset bord, hvor luften trykkes ud med knoerne
- Af denne portion kan der laves 2 runde brød, eller 1 formbrød og 6 - 8 boller
- Efterhæves ca. 30 min.
- Bages ved 200 grader ca. 40 min. for brød og 20 - 25 min. for boller
- Afkøles på bagerist
Recipe notes
Brødet kan også laves med kold hævning, natten over i køleskab. Så kan gæren skæres ned til 15 g.
