Sølva og Jens
Velkommen til
Slottet i Smørmosen
Økologisk have  •  Selvforsyning  •  Livet i haven
LÆS MERE OM OS →

Julerose (Helleborus spp) kaldes også for Nyserod. Den er udbredt i store dele af Europa på forskellige steder som f.eks. Wales, Spanien og Portugal, og så tværs over Centraleuropa til Rumænien og Lilleasien. Nu er planten også ret udbredt i danske haver, Der burde faktisk være mange flere rundt omkring i haverne. Den blomstrer i det tidlige forår, og det er de vilde bier meget glade for, da den indeholder store mængder nektar og pollen. Julerosens navn er ret misvisende, da den som regel blomstrer fra februar og langt hen på forsommeren. Den er en del af en meget stor familie på omkring 500 arter.

Dyrkning af julerose er ikke helt så nemt. Den skal helst placeres i kalkrig og humusrig jord, gerne lidt fugtig, men ikke våd jord, for så rådner rødderne. Den vokser gerne i skyggen, under buske og træer. Den kræver ikke andet gødning end en smule kompost. Da vi holder jorden dækket i haven, lever den kun af den kompost vi giver den. Det er vigtigt at opfylde plantens naturlige behov, og give den tid til at etablere sig. Mange har problemer med at juleroserne ikke kommer i blomst, men det viser sig ofte at være kalkmangel. Giv planterne lidt kalk, og året efter vil de som regel stå i blomst. En anden vigtig plejeforanstaltning er kun at klippe bladene af, hvis de er syge. Det er vigtigt, at planten får lov til at samle så meget energi som muligt, for at opnå en smuk blomstring, frøsætning og til at modstå evt. sygdomme.